Velkommen til 2. del af 

Følelserne i den pædagogiske hverdag i vuggestuen

 

 

 

Måden at gøre det på i vuggestuen

 

af Mette Petersen

 

 

 

Følelsesmæssige krav til det pædagogiske personale.

 

At opdrage et barn til at have en høj emotionel[1] intelligens (EQ) er en af de vigtigste opgaver i verden, fordi følelsesmæssige stemninger smitter af på omgivelserne.

Barnet er designet til at efterligne og kopiere sine omgivelser. Derfor har professionelle omsorgsgivere et etisk og moralsk ansvar for det følelsesmæssige læringsrum. Alle der har en opdragende funktion, har et ansvar for at være konstruktive rollemodeller i barnets psykiske udvikling.

 

Min egen historie.

Da jeg skulle vælge erhverv, ville jeg så gerne have noget med mennesker at gøre. Jeg var helt afklaret med mine værdier, at være sammen med mennesker og hjælpe mennesker var vigtigere end penge og statussymboler. Jeg ville gerne gøre noget godt, og være til gavn for andre. Mit første job var inden for sundhedssektoren, men det kunne ligeså godt have været i den pædagogiske branche, for adfærden er den samme. Det jeg ikke havde set hos mig selv, var mit skjulte ønske, der lå i forventningen ”at have med mennesker at gøre”, at jeg fik noget igen i form af anerkendelse og oplevelse af, at jeg gjorde en god gerning.

I starten var det ikke noget problem. Jeg var glad for mit job og alle var tilfredse med mig. Jeg fik dagligt mange bekræftelser på, at jeg var god til mit job, og at jeg gjorde det godt.

 

Jeg blev ekspert i at se andre, og løse andres problemer. Du kender muligvis selv den indgroede professionelle faglighed, hvor man midt i køen i Supermarked hører et barn plage eller ser en forælder hive bestikkelse op af lommen. Der skal ikke mere end et enkelt blik til, så er jeg i stand til at komme med de første forslag til løsning på problemet.

 

Jeg opdagede på et tidspunkt, at denne erhvervsskade havde taget overhånd hos mig, det var blevet til en livsstil i stedet. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men min evne til at se, hvad jeg mente, der var godt for andre, førte jeg bare med mig alle steder – også ind i mit privatliv. Jeg sørgede for at madpakkerne var smurt, at skidtet ikke groede op om ørerne på os, og at sko og skoletasker ikke fyldte hele entreen.

Selvfølgelig gjorde jeg ikke det hele selv, familien hjalp da til… når jeg havde sagt det til dem. De opførte sig, som de skulle, som gode og nemme børn, der følger handlingsplanen. Jeg havde det godt, jeg var en god problemløser, de andre gjorde hvad de skulle, ud fra min forestilling.

 

Sådan fortsatte det desværre ikke. Jeg begyndte at opleve mig mere og mere træt på jobbet. Min krop blev tung og jeg havde ingen overskud. Pludselig fik jeg ingenting igen, ingen anerkendelse for at jeg gjorde det godt, og ingen bekræftelser på det.

 

Fjern smerten og ubehaget.

Som en god omsorgsgiver var jeg åben og kunne rumme andres frustrationer og følelsesmæssige turbulenser. Jeg forstod dem så udmærket. Jeg forstod, at utilfredshed kunne udløse både vrede, angst og afmagt. Jeg forstod, at jeg, den professionelle, skulle fjerne smerten og problemet, så det ikke længere gjorde ondt i livet.

 

Men det var her, frustrationen opstod, og rimeligheden fik pladsmangel. Jeg kunne ikke fjerne noget, der ikke var mit. Jeg syntes, det var synd for de frustrerede, og knoklede for at lette dem i deres tilstand. Selvom jeg på overfladen sagde, at jeg ikke kunne ”redde alle mennesker” i verden, var der alligevel inderst inde en del af mig, der satte lighedstegn imellem det, at hvis jeg kunne få andre til at få det godt, ville jeg have gjort en god gerning, og så var jeg en god omsorggiver, og havde bevist over for mig selv, at jeg var noget værd. Jeg måtte erkende, at min motivation for at hjælpe andre slet ikke var, som jeg troede.

Jeg begyndte at opleve mig dum og værdiløs.

 

En livsløgn blev afsløret for mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden. Meningen med mig og mit liv var ikke til at se. Jeg kunne ikke se, at der var nogen, der havde brug for mig. Jeg var udbrændt og bunden var nået.

                     

Nu er jeg jo heldigvis en god og tapper professionel menneskekender, så jeg begyndte at samle observationer om mig selv, og jeg ville finde det sted, hvor jeg kunne oplades, heales og blive rask hele vejen ind til benet. Jeg ville lære så meget om mig selv, at jeg kunne svare på spørgsmålene: Hvordan har jeg det lige nu?

Hvordan ønsker jeg at have det?

Hvad har jeg haft gjort for at nå dertil, hvor jeg nedbrød mig selv?

Hvad gør jeg nu for at opbygge mig?

                     

Jeg opdagede, at når jeg stillede krav til mig selv om at være på en bestemt måde, også selvom det var ubevidst, og jeg ikke levede op til det, skabte jeg inde i mig selv en skuffelse, straf og skyld og skam, der nedbrød mit selvværd. Jeg forsøgte at bruge den model, der tidligere havde virket for mig – at tilfredsstille andre, og jeg følte mig god, men også overbebyrdet. Konsekvensen var udbrænding igen, det jeg havde gjort var at tage udgangspunkt i det, jeg troede andre ville opfatte som godt, og så troede jeg også, at det var godt.

             

Så var det, at jeg fik sagt ja til for meget, hjalp børnene, forældrene og kollegaen med ting, de faktisk selv kunne, og jeg knoklede mig selv halvt ihjel, for ikke at sætte mig selv i et dårligt lys. Uopdaget præstationskrav styrede mig ubevidst, og lod mine grænser være udviskede og usynlige på mange områder. Jeg var konfliktsky overfor mig selv. Jeg ville ikke sige nej, for hvad ville de så ikke tænke om mig. Nu har jeg dog erfaret, at det tilsyneladende dårlige lys – at sige nej alligevel og give mig selv plads - ofte har været et rigtigt godt lys for mig selv bagefter. Der skete nemlig det samme, som når jeg gav mig tid og plads til børnene, og de kom til at føle, at de var noget værd. Da jeg rettede øjnene mod mig selv, begyndte jeg at opleve, at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg blev stille og roligt set af mig selv, uden at kræve bestemte præstationer eller resultater. Store forandringer sker, når der tænkes i nye baner.

 

Alle stemninger smitter.

Nogle har risikeret at konfrontere sig med angsten for det nye og ukendte, og for, hvad andre ville sige om dem. Hvis de ikke havde udvist det mod, ville vi stadigvæk tro, jorden var flad, og at lidelse var en uopløselig tilstand. Lidelse var for mig et længe undertrykt signal, der startede med en stemning eller følelse, der fortalte, at en grænseoverskridelse havde fundet sted.

 

Jeg ved i dag, at alle slags stemninger smitter. Hvis jeg var forvirret, skabte jeg uro på stuen. Når jeg var irriteret og hundsede med mine familiemedlemmer, fik jeg surhed igen. De andre havde den mulighed, at de kunne gå. Jeg måtte nødvendigvis leve med mig selv og være sammen med mig selv resten af livet. Jeg kunne ikke flygte fra mig, selvom jeg ofte gerne ville.

Det var en uopdaget konfliktskyhed, der styrede. Det handlede om at lære at lytte til mine følelser, så jeg blev klar over når en grænse er blevet overskredet; i stedet for at lade det bevidst eller ubevidst gå ud over de mennesker der var i nærheden.

 

Jeg måtte erkende, at jeg har haft tilsyneladende smarte og etiketterigtige vaner, der hæmmede mig i at vise, hvem jeg også er. Jeg har sendt destruktive stemninger som bitterhed og nervøsitet indad. Jeg har haft sendt så mange modsatrettede impulser rundt i mit system, at det blev frustreret, kortsluttede og gik ned – jeg fik gigt. Giftige tanker skaber giftigt arbejdsmiljø. Bekymrende tanker skaber et bekymret arbejdsmiljø. Tanker, der tænker i samme retning, skaber målrettethed, og frie tanker skaber udvikling. Når jeg tænker i tillid til mig selv og omverdenen, skaber jeg åbenhed, og når jeg tænker i respekt for mig selv og omverdenen, skaber jeg tryghed. Jeg ville gerne være et kærligt menneske, men hvordan kunne lyset skinne igennem beskidte forsvarsværker?

Vi ved, at en god hygiejne er fundamentet for en sund levevis, det være sig både i de omgivelser vi befinder os i og i vores kroppe. Det gælder også vores mentale velbefindende og dermed de aftryk af stemninger, vi sætter i hverdagen. Mentalhygiejnisk træning[2] hjalp mig til denne erkendelse. Jeg havde brug for at rense ud i de destruktive tankemønstre. Hver gang jeg gik i gang med noget nyt eller svært, startede bekymringsmaskinen, om det jeg ikke kunne, ikke måtte eller ikke turde. Jeg erkendte, at den strenge bedømmelse kom fra mig selv. Jeg fik udvidet mine redskaber, så jeg kunne se og høre det støj og møg, der lå gemt i hjørnerne. De syg(e)-domme, der nær havde sendt mig på revalidering, fortog sig stille og roligt i takt med, at jeg lærte mig selv at kende indefra.

 

Lært noget som en professionel omsorgsperson.

Jeg ved, at tiden ikke læger alle sår. Jeg ved, at det er det, jeg gør, i den tid der går, der giver sårene mulighed for at hele op. Jeg har måttet beklage overfor mig selv, at jeg har overset og tilsidesat mig selv. Skridt for skridt har jeg måttet se på mine opfattelser og mine motiver for at sige og gøre, som jeg gjorde. Mange opfattelser og motiver var gode nok, men enkelte måtte justeres. Ikke mindst den, at jeg har brugt al for megen energi på at få folk til at gøre, som jeg syntes.

 

Endnu en gang må jeg erkende, at jeg kan trække hesten til truget, men jeg kan ikke tvinge den til at drikke. Jeg kan kæmpe for børn og forældre, men jeg kan ikke tvinge dem til forandring. Jeg kan ændre på nogle ydre omstændigheder, så deres mulighed for positiv forandring er større, og jeg kan ændre på mig selv, så mine succeser og fiaskoer ikke bliver målt i andres tilsyneladende lykke eller ulykke.

 

Mine valg skaber mit liv. Jeg lærte at se, hvilke handlinger der ville gavne mig, og så vælge ud fra det. Jeg lærte at opleve indefra. Jeg lærte at være mig.

 

Jeg fik afsløret, at jeg lå under for behagesyge, at være super frelser eller people pleaser, hvad det end kaldes, er adfærden den sammen. Det er afhængighed af mennesker. En afhængighed som det meste af verdens befolkning ligger under for. Afhængighed skal forstås på den måde, at mit humør afhænger af andres reaktioner, og jeg tilpasser mig, med mit humør, for at opnå den ønskede effekt fra andre mennesker. Men om afhængigheden er af mennesker, alkohol, mad, shopping eller andet bliver resultatet på et eller andet tidspunkt destruktivt.

Derfor må motivet for at arbejde med mennesker ikke være, at få noget igen, men at se hvad jeg kan lære, af de mennesker jeg er sammen med. Så når jeg er sammen med en slags adfærd … er det et signal til mig om, at jeg kan lære at gensvare ved at ……….

Alle jeg møder på min vej, er nogle jeg kan lære af.

 

Det nye for mig blev 2 opgaver.

1. at aflære den gamle adfærd, hvor jeg analyserende, var klog på de andres behov og belærende i hvordan de skulle gøre det. 

2. at lære at begå mig i den nye adfærd, hvor jeg måtte lytte, spørge ind til, tænke mig om, give vedkommende mulighed for selv at finde en løsning, og først derefter tilbyde mine forslag, hvis det havde interesse. Flere gange måtte jeg sande, at andre faktisk ikke var interesseret i gode råd – ”jeg bruger dem jo ikke alligevel” – sagde én.

 

Så når jeg ikke skulle bevise mit værd, men have fokus på hvad jeg selv var i gang med at lære, brændte jeg ikke min energi unødigt af. Når jeg er sammen med andre mennesker er langt de fleste af mine læreprocesser indenfor områder der udspringer af tillid/mistillid, såsom tålmodighed, åbenhed for andre virkeligheder og gøre ingenting; og/eller indenfor noget med respekt/respektløshed som handler om at være tydelig, konsekvent og markere mig.

 

I bund og grund var mit største problem at jeg ikke altid vidste, hvornår jeg skulle gøre det ene eller det andet. Min evne til at skelne var sløret af angst for at være for streng eller for hård, og angst for at tabe ansigt. Bagefter kunne jeg måske nok se, at jeg skulle have sagt ja eller nej lidt før, så hændelsen ikke kørte så langt ud, men det er altså ikke nemt hvis benene ryster, blodet suser i hørerne og mælet er tabt. Sådanne fysiske og psykiske blokeringer er meget almindelige og kan opløses, ved at gøre det du har du sat dig for, alligevel.

 

Gør det alligevel.

Engang oplevede jeg det pinligt at sige til nye forældre, at de ikke måtte gå ind på stuen med udesko på. Jeg overvejede faktisk om vi skulle lave reglen om, for jeg oplevede det så ubehageligt, at stå ved beslutningen om at jeg ikke ville tørre op efter deres våde fødder. Så jeg tog en beslutning om, at jeg ville lære at sige min mening, så den blev forstået og efterlevet. I starten fik forældrene en lang forklaring om hygiejne og småbørn og sygdomme og vores arbejdsvilkår og jeg vævede rundt i det. Efterhånden som jeg øvede mig, havde jeg slet ikke brug for at forklare det, og nu ryger det bare ud af munden på mig, hvis reglen ikke bliver overholdt – ”Ups dine sko – er der ikke flere af de blå overtrækssko derude?”

Det blev klart for mig, at det ikke havde noget med besværlige forældre, dårlig rengøring eller ulæselige skilte at gøre – det hele handlede om min mulighed, for at få mig selv derhen, og blive den person jeg gerne ville være. Jeg ville gerne være en person, der blev respekteret og det blev jeg, da jeg åbnede munden og sprang ud i at gøre det jeg tilsyneladende ikke turde.

Jeg lærte, at det ikke nyttede at give de andre og omgivelserne skylden.

Jeg lærte, at disse mennesker havde givet mig mulighed for at se, hvor jeg ikke var tro mod mig selv.

Jeg lærte, at jeg kunne træne mig op til at handle, så jeg blev tro mod mig selv.

 

Det var min refleksion – når der er noget jeg ikke kan – kan jeg træne mig op til at kunne, ved at øve mig. Pludseligt lød det hele meget enkelt og ligetil. Det er det også – enkelt altså – men ikke nødvendigvist nemt – jeg oplevede tilbagefald undervejs, men op på hesten og videre. Det vigtige for mig var, at havde lært at erkende mig. At erkende mig overfor mig selv, at jeg ind imellem reagerede uhensigtsmæssigt og på måder, der ikke var i orden for mig selv. Jeg trodsede stoltheden og selvhøjtideligheden og så mig selv med øjne, der kiggede efter muligheder for forbedringer og forandringer til mit eget bedste og ikke for børnenes eller lederens skyld. Jeg ville gerne være tilfreds med min indsat når jeg gik hjem – ikke nødvendigvis resultatet – for det kunne lade vente på sig – jeg ville bare sikre mig, at jeg havde gjort det der var mig muligt i den givne situation, ud fra den virkelighed jeg befandt mig i.

Jeg måtte lære at kalde mine oplevelser ved rette navn, være ærlig overfor mig selv, selvom det gav tårer og kvalme engang imellem, for da jeg begyndte at gøre mig sårbar i min ærlighed modtog jeg en ny form for styrke. Den indre styrke til at lytte til mig selv voksede stille og roligt, med en lille spæd stemme frem i mig og fortalte mig om alle de andre vinkler, at se følelseslivet fra.

 

Erkendelsen af ikke at slå til – og være god nok – blev alt efter hvordan jeg så på det, til en fejl og dermed en straf - eller en forløsning, der nulstillede hændelsen og gav mig mulighed for at gøre det igen og øve mig.

Med den blidhed og nænsomhed overfor mig selv, blev det også meget lettere at se børnene på den måde. Mit tilsyneladende behov for at styre og kontrollere de andres gøren og laden faldt. Det blev lettere for mig at se, hvilken hensigt børnene havde bag de, for mig uforståelige aktiviteter, og jeg holdt op med at bedømme hensigter som gode eller dårlige, men som en adfærd der virkede for barnet.

 

Vi er et produkt af vores omgivelser.

Børn har som udgangspunkt ingen bedømmelse eller fordømmelse. De responderer på deres behov og deres oplevelser. De er så kreative og tålmodige, at de bliver ved med at signalere, indtil deres behov bliver opfyldt. At vi, som voksne så ikke fanger signalerne, overhører dem fordi det er besværligt, eller mener at det ikke kan passe, er jo ikke barnets skyld og det ved det tilsyneladende, for så finder barnet en anden måde, at signalere på. Efterhånden lærer barnet, hvordan de voksne skal have signalet præsenteret og det, kan der komme mange interessante adfærdsmønstre ud af. Derudover bliver troen cementeret – det barn er sådan og sådan – det barn kan kun sove på den måde og det barn reagerer altid sådan når ……

 

Som udgangspunkt er vi alle et produkt af vores omgivelser – for det er responsen fra omgivelserne, der har vist mig, hvad der virker og hvad der ikke virker.

I vuggestuen havde vi engang en dreng på 16 måneder, der bare ikke ville sove. Han kartede rundt, sang, satte sig op og ingenting hjalp. Jeg sad ved siden af ham og holdt på dynen så han ikke blev kold når han sparkede den af, jeg sang en stille sang, som han gentog for fuldt styrke, jeg tav stille og han pludrede. Vi lagde ham senere på dagen i håb om at han så, var træt og hurtigt faldt i søvn – vi stillede ham i et andet rum, hvor der var stille og ingen forstyrrelser – vi spurgte hvad de gjorde derhjemme (hvor der ingen problemer var) og drengen sov forsat ikke. Han havde lidt eksemagtigt udslæt, men lægen havde sagt at ”det ikke var noget”, så det kunne jo ikke være det.

Det var det. Da vi holdt op med at give ham mælkeprodukter slappede han af og gik ud som et lys.

I løbet af disse måneder nåede jeg, selvom jeg ellers er en meget rolig og omgængelig person, at hidse mig op, som han efterlignede, og han blev rigtig god til at råbe efter andre. Jeg nåede at blive sur og indædt, som han efterlignede og sendte mig de ondeste øjne. Jeg ville ikke give op og det ville han heller ikke. Vi battlede[3] og snart så jeg, at ingen af os ville vinde uden at gøre den anden fortræd.

 

Jeg erkendte, at det handlede om vrede, at jeg oplevede mine grænser overskredet og han forsøgte at kontrollere mig, ligesom jeg ville kontrollere ham. Hvis jeg nu slap kontrollen og lod ham få lidt længere tøjler, hvordan mon det ville gå?

Jeg vidste det ikke, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at få en anden relation til denne dreng, for vi skulle jo være sammen hver dag, og jeg kunne jo ikke gå og være i kamp hele tiden. Min opgave blev at markere mig overfor mig selv, stille de krav til mig selv, som jeg ville stille til ham. Så jeg øvede mig i at trække vejret helt ned i maven, få overblik over situationen og styre mit temperament. Jeg ville ikke ligge under for, at han fik mit pis i kog, jeg ville ikke give min kontrol til ham.

Det hjalp. Da jeg slappede af, slappede han af og snart havde jeg overskuddet til at være sammen med ham i sjov og alvor, uden at vi skulle blæse os op overfor hinanden. Jeg blev bekræftet i, at jeg bliver behandlet på samme måde af mine omgivelser, som jeg behandler mig selv.

 

Forbudte følelser.

Den vrede jeg oplevede overfor barnet, var i første omgang slet ikke vrede, men vrede i forsvar for angst. Angst fordi jeg ikke anede, hvad drengen signalerede til mig. I virkeligheden skulle jeg fra starten have skærpet min opmærksomhed, og samlet facts på hvad jeg så og hørte, i stedet for at gribe til ”jeg vil have du gør som jeg siger”-manipulation.

Det var jeg desværre ikke i stand til at se på daværende tidspunkt. Jeg havde endnu ikke fået aflært en forestilling, jeg var blevet oplært med i tidernes morgen. Jeg troede langt inde i mine celler, at angst var et svaghedstegn, og mennesker der var angste havde ingen overblik, dømmekraft eller styrke; (så tror da pokker jeg ikke ville vedkende mig min oplevede angst, hvis jeg så mistede min styrke).

Fra andre oplevelser, havde jeg også lært, at det ikke var særligt smart at blive meget vred, for så troede jeg, at folk ville blive sure på mig og tage afstand til mig. Så ville jeg hellere blive ked af det og græde over at blive uretfærdigt behandlet. Et ubevidst trossystem, der forhindrede mig i at opleve mine oprindelige følelser og skabte en frustration over ”ikke at kunne finde ud af noget”.

Det jeg ikke kunne finde ud af var mønsteret i den destruktive adfærd:

-          når jeg oplevede vrede, blev jeg angst for afvisning og reagerede med gråd som i sorg.

-          når jeg oplevede angst, blev jeg angst for at være svag og reagerede med vrede for at blive stærk og blev derefter ked af det (som i sorg) for jeg ville ikke være vred.

Forvirret? Så find dine egne mønstre og forsvar for de oprindelige følelser – og husk glæden – den brugte jeg som forsvar for dem alle.

 

Glæden var den mest utilregnelige for mig, for der hvor jeg kommer fra, er det i orden at være glad – lige til én voksen siger stop. Og det stop kom som oftest, som et lyn fra en klar himmel – og så var det lige pludseligt forbudt at være glad (sådan oplevedes det i hvert fald). Og med tilstrækkeligt mange oplevelser af ”det helt naturlige du gør der, udløser skæld ud” var grobunden til skyld og skam. Da jeg blev flov over at have været glad, måtte jeg hellere styre mig lidt og begyndte at lægge låg på mig.

 

Sådan fik mine omgivelser sig en sød og omgængelig pige, der blev enorm god til at læse de andres humørsvinger, så hun hurtigt kunne ændre kurs, hvis det blev nødvendigt.

Det er en evne jeg har stor gavn af i dag, da jeg nu også kan mere og andet end det, og adfærden er ikke længere dominerende.

Men sådan går det ikke altid, for dengang jeg ”kun” var sød, blev jeg ofte misforstået og overhørt, ikke mindst i samværet med børn.

De forstod ikke, i det ene øjeblik gav jeg dem lov til en masse ting og i det næste måtte de ingenting, bare fordi jeg ikke kunne håndtere deres tilsyneladende kaos. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne stoppe dem igen.

 

Egentlig ville jeg helst være sød, klog, næstekærlig og legende, men ikke på den der tvangsstyrede måde. Jeg ville være autentisk i frihed, i glæde og lethed.

 

For at nå dertil måtte jeg tilegne mig en viden, der har været én af mine mest betydningsfulde læreprocesser i dette liv – at følelserne har en funktion. Følelser er ligesom vejskilte der signalerer vejens retninger.

Følelser er bindeleddet imellem vores fysiske krop, og vores evne til fange det intuitive signal. Det at tage beslutninger med hjertet eller med maven er et åndeligt redskab (intuition), som vi alle har benyttet os af bevidst eller ubevidst. Så fortvivl ikke, intuitionen er der også selvom du ikke kan opleve den eller du ikke kan opleve din krop. Den kan ikke forsvinde, men kan undertrykkes og blokeres af flere lag af et følelsesmæssigt panser, således at kontakten er svækket.

 

De grundlæggende emotioner (følelser).

Hovedfølelsernes oprindelige funktion er at fortælle, nu skal du handle på din oplevelse:

-          Drejer det sig om angst – har det at gøre med noget nyt eller noget du ikke kender udfaldet af – og du skal skærpe din opmærksomhed.

-          Drejer det sig om vrede – har det at gøre med grænseoverskridelser - så markér dig – konsekvens: du skaber respekt.

-          Drejer det sig om sorg – har det at gøre med tab – vær’ omsorgsfuld for dig selv – konsekvens: du skaber tillid.

-          Glæde er konsekvensen af at ha’ handlet på det sande signal – Konsekvens: healing.

-          Kærlighed er tillid og respekt.

 

Jeg beder jer lægge mærke til, at ud fra dette mentalhygiejniske synspunkt er glæde og kærlighed en konsekvens, som opnås ved at være handlende på de tre andre følelser (emotioner) angst, vrede og sorg.

Det er først når jeg handler i opmærksomhed, i respekt og i tillid, at jeg healer det følelsesmæssige, at erkendelsen og de nye konstruktive handlinger bliver integreret, så jeg har en ærlig mulighed for at modtage sandheden og de utilslørede begreber.

Når jeg når dertil, modtager jeg helt automatisk høsten af mine adfærdsmønstre. Og glæden vil ikke længere være noget jeg søger udenfor mig selv. Jeg vil i tillid og respekt, altså i kærlighed, vide, at hvad der er godt for mig, er godt for helheden.

 

Det at læse andre menneskers signaler blev helt nyt for mig, fordi jeg læste dem igennem mig selv, på en ny måde.

Pludselig kunne jeg se et vredesudbrud, en eufori eller en gråd som et forsvar. Det gav mulighed for at se på andre virkeligheder og pludselig var det helt andre ord, der kom ud af min mund, end jeg havde været vant med.

Ligesom jeg var ved at skælde barnet ud, stoppede jeg op og spurgte hende: ”hvad er du ved at fortælle mig? Den 13 måneder gamle pige kunne jo ikke fortælle mig det, men hendes gråd holdt inde og jeg fik chancen for at spørge til diverse problemområder, og da jeg nåede til sutten nikkede hun tydeligt.

 

Da en forælder en dag blev ved med at rose os til skyerne, oplevede jeg det lige positivt nok, og tænkte hvad handler det her om? Jeg takkede for alle komplimenterne og det glædede mig at de var trygge ved stuen – og tilføjede, at vi også snart ville tilbyde trivselssamtale, hvis de ønskede det. Jo, det ville de gerne, for de syntes at deres barn var begyndt at blive så fræk, efter hun var startet i vuggestuen.

Senere holdt vi trivselssamtale og i fællesskab fik set på forskellen imellem det at være fræk og være aktiv, og på forskellen mellem at sige tingene for indpakket, så det bliver en gættekonkurrence, og sige det tydeligt, så der er en chance for at det efterleves.

 

Under den samtale var jeg hele tiden opmærksom på mit ansvar. Jeg kunne selvfølgelig udtrykke min oplevelse af hvad der skete i vuggestuen, men hvordan det var derhjemme vidste jeg intet om, og jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville gætte, for så ville jeg sikkert falde i med en belæring. Derfor kunne jeg ikke gøre andet end, at forholde mig til facts og stille spørgsmål.

Hvis de mente, at hun var fræk kunne jeg jo ikke benægte deres oplevelse, hvilket jeg ville gøre, hvis jeg bare påstod at ”det var hun altså ikke”.

Dette forældrepar gav mig mulighed for at lære at være uden løsningsmodeller, uden facit liste, uden mening om rigtigt eller forkert, men udelukkende stille spørgsmål der gik på, hvad deres egentlige behov var.

Pludselig skar faderen igennem og sagde, at han bare var træt af at forklare og diskutere alting med barnet. Forløsningen bredte sig i rummet, og lidt efter tøede moderen op og nævnte nogle områder, hvor hun med fordel kunne være mere tydelig og konsekvent, både i ord og i sit kropssprog.

 

Hvad lærer jeg.

Efter samtalen oplevede jeg glæden komme. Jeg skaffede mig lidt stilhed og erkendte mig til, hvordan jeg havde skabt glæden ved, at handle på angstens signal i opmærksomhed. Jeg havde holdt mig til min opgave om kun at stille opklarende spørgsmål, således at de selv havde formuleret både problemet og løsningen. Jeg havde undladt at have en mening om, hvad der var rigtigt for dem, og forældrene havde fået oplevelsen af, at de selv kunne håndtere deres problemstillinger og konflikter.

Så snart de forældre begyndte at handle på vredens signal og markere sig, inden følelserne løb af dem, ville de i løbet af kort tid opleve respekten vokse og i slippet af den gamle adfærd, ville signalet sorg vise sig, for at blive handlet ud i omsorg, som ville resultere i at også tilliden ville styrkes, således at kærligheden i familien øgedes.

 

Empati er vores vigtigste redskab i vuggestuen. Vi må hele tiden sætte os ind i, hvad børnene oplever, ellers går vi alt for ofte forbi hinanden og ender i stedet i konflikter. Nogle mennesker er født med en stor indfølingsevne, men alle kan lære det, hvis de vil det. Det er ikke et fag man kan læse sig frem til, men ved hele tiden at bruge ens egen følelsesresonans kan vi se om vi spejler, genspejler og laver affektive afstemninger, der kan bruges af børnene. Det kræver en vis mængde ærlighed og refleksion.

Det kræver en vis standard af de professionelle omsorgsgivere, at være i stand til hver eneste dag, at plante gode brugbare frø i vores børn.

I barnets to første leveår udvikles hjernen kolossalt og omsorgspersonen har en direkte indflydelse på denne udvikling igennem neuroaffektiv[4] regulering. Disse reguleringer organiseres og danner mønstre i hjernen, der er aktive livet igennem. Derfor har vuggestue pædagoger et direkte medansvar for hvordan barnet kan forme sig.

Jeg oplever tiden er kommet hvor coaching ikke bare er noget vi kan bruge i vores fritid; men at det bliver en del af en værktøjskasse, som pædagogen kan finde sine redskaber i. Jeg håber, at tiden er kommet, hvor den fag-personlige udvikling tages alvorlig, og såkaldte fejltagelser bliver betragtet som indgangsporte til nye opdagelser og erkendelser. Som faggruppe har vi et stort etisk ansvar.

 

 



[1] Følelse

[2] Olsen, Arne. Dine valg er dit liv – hvordan vælger du? Svanesang forlag; 1997

 

[3] kæmpede

[4] Den menneskelige hjerne er ”beregnet” til at modnes gennem samspil med andre menneskelige nervesystemer, og den har brug for at blive støttet gennem følelsesmæssig regulering af et mere modent nervesystem, for at kunne udvikle sig optimalt. Artiklen ”Tilknytningens betydning- et indblik i neuroaffektiv udviklingspsykologi” Af Susan Hart

 

Denne hjemmeside er i tilblivelsesfasen

www.mettepetersen.info