Lær børnene at kende.
Med en undersøgende tilgang til løsningerne sikrer du, at der er sammenhæng imellem problem/behov og handling. Se på facts. Lav observationer og beskriv, hvad der i virkeligheden sker. Hvis et barn tuller rundt, siger det mere om stemningen, end om hvad det egentlig foretager sig. Hvad ser det efter? Hvilke forhindringer møder det på sin vej? Hvordan kommer barnet videre? Hvem søger det hjælp hos? Når du kan svare på disse spørgsmål, finder du ud af hvad barnet interesserer sig for, hvilke kvaliteter det indeholder og hvor vejledningen skal sættes ind.
Den voksne må læse børnenes adfærd, og stræbe efter at finde gode og relevante resurser.
Når du kender hvert barn fra alle vinkler, kan du betragte gruppen på samme vis. Børnegruppen er jo ikke bare summen af de enkelte børn, men også summen af deres indbyrdes relationer. En dreng, som leger super godt med biler, når der ikke er andre børn på stuen, kan måske overhovedet ikke koncentrere sig, når der kommer andre ind på stuen. Den som fungerer harmonisk når der er mange børn, kan kede sig og slet ikke finde på noget, hvis det er alene.
Derfor skal vi også lære hvert barns adfærd i de forskellige gruppekonstellationer.
Jan (2,0 år) og Ole (1,10 år) har hver sin bil og står i et hjørne. Ole skubber til Jan. Jan skubber til Ole som løber væk fra hjørnet. Jan løber efter ham og henne i den anden ende skubber Jan igen til Ole. Ole stopper op smider bilen og begynder at græde. Jan skubber igen og bliver stoppet af mig. Jan kravler op på en trappe og begynder at råbe. Oles gråd aftager, men stopper først helt, da jeg afledende siger ”Dan (0,7 år) sover” og de går ind i et andet rum. – Og samspillet fortsætter:
Ole står i hjørnet og siger ”bog”. Jeg tager en bog ned til ham og giver også en til Jan. Ole sætter sig i sofaen og Jan sidder på gulvet. Ole kravler ned fra sofaen og sætter sig ved siden af Jan. Miiivuuah (katte lyd) siger Jan. Miivuah siger Ole, miivuuuaaah råber Jan højere, miiivuuaaaah siger Ole højere, miivvuaaahh miiivvuaaah råber de i munden på hinanden. Jan rejser sig og løber hen til den anden ende. Ole kigger lidt i den bog Jan havde, rejser sig og løber efter Jan, mens han råber Jan Jan, Jan Jan, Jan Jan.
De børn med en kort lunte og en udad reagerende adfærd, kan ofte skabe kaos, uforudsigelighed og utryghed i en vuggestue gruppe.
Ikke desto mindre er de nødvendige, for at de såkaldte stille børn har en modsætning til at spejle sig i, hvis alle børn var ”nemme” børn, hvor skulle de så finde modspillet til gå-på-mod, viljefasthed og grænsesætning. Selvfølgelig kan det som voksen ind imellem opleves som om der er en overvægt af den først nævnte adfærd, og vi kunne ønske os mere af det den sidste, men så er det jo ”bare” at tage arbejdshandskerne på, og tydeligt vise og fastholde de gældende samværsnormer, der er på stuen. Enhver adfærd udvikles, når den får lov til det – den destruktive – og heldigvis også den konstruktive. Så går du efter værdier som rum til leg og selvudfoldelse, så skal adfærden der fremmer det anerkendes, og adfærden der hæmmer det stoppes. Sang og musik er et unik redskab til dette.
Sangen og rytmen fremmer livsenergien i os alle. Det skaber glæde og er en meget populær aktivitet. Børnene klapper og danser, når vi går hen mod Cd-afspilleren.
Det er meget svært at være sur/bange og synge samtidig. Derved kan sange være et redskab til at justere stemninger. Det kan gøre overgange nemmere. Derfor synger vi ofte i garderoben, når tøjet skal af og på. Vi synger tit når vi skal rydde op, eller når stemningen trænger til at blive justeret.
Genkendelsen af sange kan få de 1-2årige til at bryde ud i jubel.
Nu er det, at gruppens relationer skal kortlægges og det skal afdækkes, hvilke krav vi kan stille til dem, så vi ikke hele tiden bliver forbavset over at de ”driller”, ”larmer” og ”ikke vil sidde stille”.
Derfor må vi vide, hvordan leger de små? Hvad går legen ud på? Hvad fremmer/hæmmer en leg og hvilke personlige kvaliteter skal anerkendes?
Pige på 1,0 år har en elastik i håret og hun står og støtter sig til bordet sammen med en dreng på 1,1 år. Drengen kigger på hende, rækker ud efter elastikken og træder et vaklende skridt nærmere. Pigen kigger på drengen og smiler. Drengen tager fat om hårelastikken, men pigen skubber hans hånd væk. Drengen tager endnu et skridt nærmere og hiver elastikken ud. Pigen giver lyd fra sig og griber efter drengens hånd. Drengen vifter så kraftigt med elastikken at han slår pigen på hagen og hun er ved at miste balancen. Hun griber fat i drengen, så han vælter. Han rejser sig, ved at hive sig op ved pigen, og så vælter hun også. De græder begge højlydt. Jeg giver dem hver en finger de kan rejse sig ved, og beslutter mig for at lægge elastikken væk.
Tolv, 1-2årige børn på 25 kvadratmeter, kan reagere som et kuld hundehvalpe i en kurv. Deres motorik er vaklende og upræcis, de ved ikke hvor de træder og hvilke konsekvenser det har. Det eneste der tæller, er deres fremdrift og målet de søger.
Dreng på 0,11 ser et stykke legetøj ca. 1 meter væk, han sætter kurs mod det, selvom han skal over et par børn på vejen. Han får fat i træranglen, og svinger den lykkeligt til alle sider. Dreng 0,9 sidder ved siden af og bliver ramt i panden. Han græder og kravler op i skødet til den voksne.
Derfor er det naturligt at skubbe, mase, træde på, bide i, hyle over og sætte/lægge sig på. Udøveren har endnu ikke udviklet evnen til at få dårlig samvittighed overfor jævnaldrene, så alle former for forklaring – ”det må du da ikke” – har ingen effekt. Begrebet er ikke blevet til et indre billede i bevidstheden. Det som de hører, er at deres autoritet/den voksne har en stemmeføring der varsler åh-åh, og alt efter hvilken drift der er størst – driften til at behage og samarbejde med ”madmor”, eller om det er driften/lysten til at begære og eje det legetøj, som kampen står om – vil barnet enten adlyde eller overhøre en irettesættelse.
Offeret, der netop er blevet mejet ned, skal selvfølgelig beskyttes, men heller ikke fratages sin lære. Hvis han er i gang med at lære noget om at flytte sig, når han registrerer uvejret som er under opsejling, og der ustandselig kommer en engel fra oven og løfter ham hen på sikker grund, bliver det hans erfaring. Konklusion: ”Jeg skriger, og så bliver jeg redet”. Han får ikke afsluttet sin læreproces, fordi han bliver frarøvet konsekvensen, og hans grænser overskrides. På længere sigt kan det udvikle en adfærd i offerrollen, og troen på, at han ikke kan stole på sin egen evne til at beskytte sig, og troen på at finde en vej ud af problematikken nedsættes.
Den voksnes ansvar for beskyttelse går ud på, at beskytte så barnet ikke lider overlast, og bliver stillet i hændelser, det ikke har resurser til at håndtere. Den voksne skal kunne tåle, at barnet oplever konsekvensen af sine beslutninger for at gøre eller ikke at gøre.
Begge børn skal, i dette eksempel, hjælpes til at skærpe deres opmærksomhed. Hjælp dem til at se på deres kammerater, og til at navigere imellem hinanden. Hvis de ikke får den hjælp, agerer de som løsslupne radiobiler, der bare banker ind i hinanden for et godt ord. Det er også sjovt indimellem, men ikke hele tiden. Det fede ved at køre radiobiler, er for de fleste, at have kontrollen over sin egen vogn. Så er det sjovt at give et puf eller manøvre udenom i sidste øjeblik, men at blive angrebet bagfra uden varsel, kan være ubehageligt.
På samme vis i børnegruppen, tit er det blot retningen der lige skal ændres med nogle få grader eller en lille ændring af hastigheden, således at ”den frække” møder rammer, og samtidig bevarer sin triumf over, at ”nu kan jeg”; så forsætter legen uden de helt store sammenstød.
Den voksnes opgave i leg, læring og kulturel adfærd.
Jeg har lært, at små børn leger parallel leg, og at de ”bare” leger ved siden af hinanden, i det er der en underforstået holdning til, at så er der ikke mere i det. Enkelt og overfladisk.
Virkeligheden siger mig noget andet, for selvfølgelig er det ikke enten/eller. Ingen børn er natten over gået videre til et sådan udviklingstrin.
Det er en lang gråzone, med utallige nuancer og kombinationsmuligheder.
Den første interesse for andre mennesker, starter jo langt tidligere end før antaget. Inden de små kommer i vuggestue, har de mange erfaringer i relationer og deres sociale kompetencer er veludviklet.
Således er det hermed fastslået, at alle mennesker fra fødselen kan starte en kommunikation op, og den kan stoppes igen af barnet/babyen.
Barnet i vuggestuen er nået til et punkt, hvor legen kan fastholdes fra sekunder op til flere og mange minutter. Men en ting er sikkert. Det er med lege, som med balloner – de går altid i stykker. Om der altid opstår balloner igen, skal jeg ikke gøre mig klog på, men en ny leg opstår altid igen.
Der er skrevet mange bøger om legen, dens opbygning, indhold og reglerne, hvilket er megen god viden til at få forståelse for, hvad der sker i børnegruppen, men den voksnes vigtigste redskab vil altid være iagttagelsen af hvad der sker.
Lars har bygget en mur af klodser. Mik (1,2 år) skubber på den og får den næsten til at vælte. Den bliver stående og han tager en klods fra gulvet. Han kigger rundt i rummet og forsøger at sætte den ovenpå muren. Han går over i anden ende af rummet, sætter sig på trappen. Kigger. Går over til spejlet, peger på mig og græder højlydt. Jeg rækker hånden frem og stiller en bil over til ham. Han tier. Han går over til bilen og sætter sig på tværs på den.
Jeg oplever det vigtigste at observere, er hvad hensigten bag barnets adfærd er, for adfærden kan kun justeres på en anerkendende måde, hvis vi spejler barnets hensigt. Det er der, barnet oplever sig set og hørt – det er så befriende at møde et menneske, der lige kan give en hjælpende hånd eller finde det rette ord i en svær situation. Relationen bliver fortrolig og tillidsfuld, med oplevelsen af – ja, det var lige det jeg mente.
Derfor er det en hårfin balance for en voksen, at blande sig i legen. I værste fald kan det være forstyrrende, ødelæggende og fratage barnets oplevelse af at kunne selv, men i bedste fald vil barnet få den lille inspiration til at dreje et hændelsesforløb til en succes og gå styrket videre i livet.
Et varsomt område, er fra legen slutter til en ny begynder. For den voksne kan det være svært at se på et barn, der ”bare” sidder og ligesom ikke er med i legen. Det er helt i orden og meget sundt at have evnen til at falde i staver, observere omgivelserne eller se på skyerne.
I gamle dage havde man brakmarker, der lige skulle sunde sig en sæson eller to, for ikke at udpine jorden. I dag udpines den ikke, for tilførsel af gødning sikrer et højt niveau af ydeevne.
Resten af samfundet har også et højt yde niveau, men vi er endnu ikke opdraget til, at give os en naturlig følelsesmæssig gødning i perioden fra afslutning til en ny begyndelse.
Personligt brugte jeg kunstgødning til at holde mig i gang, for tit havde jeg startet det nye op, inden det gamle var afsluttet, og således havde jeg for travlt med det nye, til rigtig at opleve høsten af det gamle. I begyndelsen havde jeg travlt, så blev jeg småstresset, og derefter udbrændt.
Den adfærd nægter jeg at støtte i en vuggestue. Det er i pauserne, i stilheden og i det tilsyneladende meningsløse, det kreative, undersøgende og nyskabende tager sin begyndelse.
En dreng på 1,7 år ligger på en stor pude. Hans blik er rettet ud af vinduet mod den blå himmel. Omkring ham pusler og leger de andre børn. Han registrerer dem ikke. Uden at flytte blikket, drejer han kroppen til den anden side. Igen ligger han helt stille – blikket fikseret på det uendelige – indtil han blinker og rejser sig for at finde noget at lege med.
Derfor er det fint at præsentere mulighederne for en leg. Voksne skal ikke lege legen – men være legende i vores tilgang til at guide barnet, i at udvikle sin leg. Skab rammerne, læg tæpperne og puderne frem, stil spande med skovle i på kanten af sandkassen. Ha’ dukken liggende i dukkesengen og sortér klodserne, så der kun er en slags i hver kasse.
Enhver håndværker ved hvor irriterende det er, at skulle rende rundt og lede efter sit værktøj. Det skal være ved hånden og være i god stand. Det er et godt udgangspunkt, for at udføre et godt stykke arbejde.
Sådan er det også for håndværket leg. Det er meget sjovere at lære at cykle på en cykel, der er velsmurt og nem at styre.
Gør daglige gøremål til en leg – og husk at være på forkant med børnenes alternative udfoldelser. F.eks. i et fælles tegneprojekt, har hver deltager sin tilgang til tegneredskaberne; det kan være at tygge på dem, banke med dem, kaste med dem eller tegne inden der er noget papir. Forbered dig på dine aktiviteter, så du undgår for mange irettesættelser.
Jeg har sat mig på madrassen med 3 drenge omkring mig på henholdsvis 1,6 år, 1,2 år og 1,10 år. Jeg lister kanten af sutskoene ned over hælen på de 6 fødder og alle 3 børn hiver dem straks af. To af børnene går herefter i gang med at hive sokkerne af. Den 3. kigger på og begynder at rejse sig. Jeg siger at sokkerne jo også skal af. Han sætter sig og hiver længe og inderligt i sokken, og den vil ikke af, selvom han tumler helt rundt. Den anden dreng, som netop har fået sine egne sokker af, kigger – og kigger igen og beslutsomt tages der fat om den stramme sok, og der hives og slides til sokken den løsner sig og vupti – vælter begge børn om på gulvet. Hjælpere fik ifaldet øje på en bog, som han gik i gang med at undersøge med munden, og drengen der endelig fik sin sok af, smiler til mig, griner, da jeg smiler tilbage og så smider han først sokkerne, så sutskoene op i skødet på mig.
Vuggestue barnet bider i de fleste ting og det bliver hurtigt skævt og slidt. Det holder en anelse længere, hvis dem der bider og savler meget i tingene, får nogle udvalgte redskaber, der kan opfylde det behov, og gem nogle bøger og klodser til de lidt større, som gerne vil nyde, at kunne bladre i en bog med mere end en side, og sætte klodser sammen, der faktisk kan trykkes ned over hinanden.
En god start på en leg, kunne derfor med fordel startes i omhu og en reel interessere i tingene. Bliver barnet ”sat til” at starte en leg for tidligt, leges den sandsynligvis ud fra motivet om samarbejdsvillighed. Den voksne vil så gerne have jeg leger med lego, så det gør jeg så – i 15 sekunder – og afbryder den med svingende arme og ben, som får klodserne til at flyve igennem lokalet. Dette er ikke et signal til den voksne om at barnet gerne vil skældes ud, men et signal om at det ikke var interessant nok og udviklingsmæssig er barnet et sted, hvor det endnu ikke har set værdien i at skulle samle klodserne sammen igen.
Fremdriften i barnet gør, at det starter med at ville sprede og splitte ting ad – vælte tårn – og først senere bliver det interessant at bygge det op igen.
Men derfor kan oprydningslegen fint startes op, bare det er sjovt, tydeligt og enkelt at gøre.
I starten kan de ikke se forskel på om det er kurven med biler eller bolde, det skal bare op i – ja, så kan de største af børnene, hjælpe den voksne med at få det, på de helt rette pladser bagefter.
Sprederadfærden, som ofte også ses ved maden kan sagtens holdes nede, hvis den voksne er opmærksom.
Handler det om en ny slags mad, som præsenteres, kan det fremkalde signalet angst – lad være med at forstyrre opmærksomheden i barnet, ved at komme med 27 forslag til hvordan det kan komme ind i munden og/eller rod det rundt på barnets tallerken. Giv slip.
Når man kender barnet, så lad være med at sætte for meget mad hen foran det, med det samme. Del det lidt, så er det mere overskueligt. Tit kan det også hjælpe med en voksen hånd på låret eller på armen, der lige minder om den ikke skal rotere som halen på en flodhest.
Skulle det ske alligevel, så er det ikke et signal om, at barnet vil skældes ud, men et signal til den voksne om at markeringen skal være tydeligere eller at behovet har ændret sig.
De små efteraber de store. Så når de store voksne hjælper det kravlende barn op, for at lære det at gå, efterligninger de mellemstore.
Det er så sødt, når de store vuggestuebørn hjælper de små med at komme op at stå, at holde dem i hånden og stikke sutten i munden på dem.
Problemet er bare hvis de store, er så små, at de ikke helt kan ramme munden, og sutten ryger i øjet, kan det opleves meget skræmmende og grænseoverskridende for den mindste. Ligeledes hvis den store er så glad for at holde i hånden, at han ikke vil give slip igen, eller giver knus der er så heftige, at de vælter. Den meget omsorgsfulde ”store”, vil sikkert forsøge at hjælpe den faldne op fra gulvet ved at hive i den lilles hænder, men hvis den lille endnu ikke har lært at gå rigtig, er det en skræmmende og dårlig hjælp at få fra én, der ikke selv, er for god til at holde balancen.
Glem nu ikke hensigten, for det store barn skal selvfølgelig ses for deres hjælpsomhed og opmærksomhed på andres behov. Men den bevidste voksne må gøre sig klar, hvilke former for hjælp stuen vil danne kultur for.
At blive trøstet, ved at blive aet på håret af en ivrig 2-årig, er som oftest ingen trøst, men en banken i hovedet. Lær derfor børnene, at ae hinanden på armen eller på benet, der ikke er så følsomt. Lær dem at give sutten til hånden og ikke til munden, så har den lille mere kontrol over det, og hvis de voksne ville lade være med at hive det grædende barn op fra gulvet, men lade barnet selv række sine hænder frem, således at en voksen finger, ville være noget barnet selv kunne trække sig op ved, så ville de store børn måske stille sig til rådighed med en stærk stabil arm eller ben, den lille kunne trække sig op ved.
Læring der er en leg, eller leg der er læring? Det kan ende med at blive brugbare færdigheder i børnefællesskabet; så er opdragelse ”bare” at forvandle natur til kultur?
Hilsekultur.
Jan (2,0 år) og Ole (1,10 år) sidder bag gardinet. Viggo (1,4 år) kravler derhen og siger hej, hej, hej, hej, og indefra krogen lyder det hej hej, hej, hej, hej hej hej hej, mens Viggo endelig finder kanten af gardinet, får det trukket fra, og højt lyder det fra de tre drenge, da de ser hinanden HEEEEEEEJ. Det opleves som de er glade for hinandens selskab.
De krav der i dag stilles til det pædagogiske personale er ikke lige til at opfylde, medmindre tankegangen omlægges.
En hverdag med 12 småbørn, hvor der før klokken 9.30 og efter kl. 12 altid kun er to personer til at varetage både pædagogiske og praktiske opgaver, kræver organisering ud over det sædvanlige.
Den ene person vil i praksis hele tiden være optaget af konkrete opgaver som bleskift, arrangere mad, rydde op efter maden, tale med forældre, pynte op til jul, dokumentere og informere (skrive/tage billeder) slette beskeder på mobiltelefonen og alt muligt andet.
Så er der en person tilbage til at varetage et trygt og inspirerende miljø til alle 12 smårollinger. De store har både brug for at lære at slås, invitere til lege og til at skabe koncentration og fordybelse. Udviklingsmæssig flyver deres arme og ben rundt og den motoriske udfoldelse er overmåde vigtigt. Samtidig skal jeg kunne trøste en 1-årig der er faldet over noget legetøj, blevet skubbet eller måske bare er forskrækket over støj niveauet. Jeg har ikke mulighed for at bære på barnet, for det vil min ryg ikke kunne klare. Jeg kan heller ikke gå over og tage det op, for hvis jeg forlader de store, begynder de at slå og bide hinanden på den lille plads.
Ergo må den lille ret hurtig lære at rejse sig, og selv komme til mig, så giver jeg gerne en krammer, men at ligge hjælpeløs og bare skrige i forventning om, at der er en der træder til med det samme – det går bare ikke.
Af og til laver jeg rulleøvelser med dem, for at sikre at de kan rulle rundt og selv komme op fra gulvet.
De store skal kunne stoppe en bølge af skrig, råb og banken i bordet, for de små bliver simpelthen forskrækkede og skriger endnu højere. Efter en tid bliver de ikke forskrækkede mere, men har lært at opfatte adfærden, som en leg og et underholdende indslag i hverdagens festivitas.
Det er også sjovt en gang imellem, med larm i gaden. Men personalet må altid kunne have det under kontrol. Den dag hvor det ikke kan stoppes bevidst, på et bestemt tidspunkt, har rammerne været for vide, og der er kun et at gøre, at markere rammen igen, så tydeligt at alle ved hvem der bestemmer, hvornår der må holdes fest og hvornår det ikke er tilladt. Den voksne har ikke nødvendigvis retten til at bestemme over barnet, men vi har pligt til, at håndhæve retten til, at alle trygt kan være der.
At et enkelt barn rejser sig i stolen, er enkelt at håndtere, men når 5-6-7- stykker gør det samtidigt kræver det en hurtig og tydelig indsats. Når jeg siger tydelig, mener så tydeligt at det efterleves. Der er ikke noget der hedder, det kan man ikke – eller det vil de ikke. Nej, selvfølgelig vil de ikke det – det er tudesjovt at lave råbekoncert – men hvis jeg skal kunne stole på, at mine børn efterlever en besked, må jeg blive ved, også selvom jeg af nogle kan opleves streng.
En dag rendte et barn væk fra bordet da vi sad og spiste, ikke fordi det skulle noget, men fordi det kunne og fik lov til det. Hvis der blev dannet tradition for, at det var i orden, at flakke rundt og blive forstyrret i fordøjelsessystemet, ville ideen om et æstetisk samlet måltid, være gået fløjten. Jeg tillader ikke en holdning, hvor jeg giver op overfor uro, og lader uroen og skrig diktere måltidets kvalitet og længde.
Det er en kæmpe udfordring for mig, som voksen at sørge for at omstændighederne er til, at de spiser i en ansvarlig atmosfære. Skal der nye stole til. Skal de sidde anderledes, har de faste pladser, er de for trætte, for tørstige, og alt muligt andet. Hvad årsagen end er, må jeg handle på både det fysiske rum og det psykiske rum.
Jeg taler ikke her om at skælde ud og underkende barnet i en udsættende undervisningstone. Jeg taler om en anerkendende udvekslingstone, der markerer mine grænser så tydeligt at de ikke kan misforstås. Jeg ved, der er mange, der ikke bryder sig om at være bussemand og aflevere de beskeder, der er modstand på, men når vi har med mennesker at gøre, hører hele pakken med. Og i sidste ende handler det om at respektere vores fælles rum. De fleste børn leger i åbne legemiljøer, og alle erfaringer fra voksne der arbejder i åbne kontor miljøer, viser at muligheden for at lade sig forstyrre af andre og andet øges, når der ingen fysiske vægge er.
Der er ikke noget at sige til, at de sociale kompetencer sættes på en prøve engang imellem, for det er altså ikke bare småkrav, der stilles til samarbejdsevner og empati, der pålægges vores mindste i hverdagen.
Bare det at blive tørret om munden og få tage hagesmækken af, kan opleves som overgreb, hvis samarbejdet ikke foregår i tillid og respekt.
Han var lige blevet 1 år og havde været i vuggestuen i næsten 4 uger. Han var en hurtig lille aktiv fyr, og det virkede som om, at han havde en masse løse nerveender, der ventede på at blive bundet i de rette kategorier. Specielt når vi spiste, var han alle steder og ingen steder. Han kunne holde på skeen, men bevægelsen ned i tallerken var hektisk og skeen ramte lidt tilfældigt. Hans øjne viste, at han tydeligvis gik efter kødbollen, da vi fik boller i karry, men at fange den med skeen var for svært. Han øvede sig igen og igen, og for hver gang skeen styrtdykkede ned i risene, fløj der mere ud over kanten, end der kom op på skeen. Noget kom der alligevel op, men inden de nåede munden var mange af dem faldet af igen, så det varede ikke længe før, at han fandt ud af, at få maden op på skeen, og så bruge den anden hånd til at tage maden, der lå på skeen, og putte den i munden med fingrene. Det gik godt mange gange i træk, indtil en høj lyd forstyrrede ham, så han slap skeen; og så brugte han den lille afbrydelse til at klappe lidt på karryrisene der lå på bordet. Når nu hænderne alligevel var i ”hektivitet” blev de lige kørt igennem håret, stukket ned i koppen med mælk og hagesmækken blev viftet frem og tilbage.
Da jeg havde sikret mig, at han havde fået så meget mad, at han var mæt, var det tid til oprydning og rengøring. Jeg havde mest lyst til, at få nogle til at holde hans hænder, mens jeg vaskede hans hår, ører, hænder, bukser, sutsko og alle stolens kanter, men det ville helt sikkert ende i en kamp, for hvem gider, at få sine hænder holdt fast.
Jeg brugte plan B, som gik ud på at jeg udstyrede mig med to meget våde vaskeklude i hver sin hånd. Jeg gik om bag den høje stol, og forberedte ham på, at jeg ville komme og tørre ham. Så med en plask våd klud i højre hånd, tog jeg hans højre hånd og gned den lidt forsigtigt. Hans venstre hånd med masser af karrysauce, ville gerne hjælpe til, men den fangede jeg med venstre hånd, således at de både blev vasket og stimuleret på samme tid. Med rolige bevægelser fik jeg begge hans hænder, samlet i min venstre hånd som forsatte med at gnubbe lidt. Min højre hånd kunne så løsne hagesmækken i nakken og jeg bukkede den lige sammen, så madresterne blev indeni og de næsten rene hænder kunne ligge ovenpå, let styret af min venstre hånd, for han ville også gerne hjælpe med at fjerne hagesmækken (dvs. smide den på gulvet, så madresterne ville flyve rundt).
Det sværeste og mest ubehagelige er munden, for den voksnes iver i at få det overstået, kan resultere i at der trykkes for hårdt og overskuddene vand kan blive trykket op i næsen. Så jeg bestræbte mig på, at tørre let, men måtte jo så gøre det flere gange, med et hoved der kastede sig fra side til side, mens min venstre hånd stadigvæk holdt hans hænder.
Samarbejde sagde det oppe i mit hoved, hvordan kan han vide, at det er vigtigt at få tørret munden? Jeg stod med en vaskeklud med masser af gule streger på, så jeg sagde: ”se alt den karry”, og lod ham se kluden, ”der er mere, lige her på din kind, og viste ham kluden hver gang, jeg vasket en klat af. Han slappede af og kommenterede højlydt, al det karry der kommet på kluden. Jeg slap med venstre hånd, og fjernede med et snuptag hagesmæk, vaskeklude og de værste madrester fra bordet, inden hænderne igen fik frit spil mod de sidste riskorn på bordet. Grovvasken var overstået og da jeg kom anden gang og tørrede hans mund, var det blevet så interessant at se hvad der var kommet på kluden, at min handling ikke længere vakte modstand i ham. Det var blevet til et samspil, ved blot at vise ham den beskidte klud. Tænk, at der ikke skulle mere til.
Derfor er den voksnes rammer og pædagogiske målsætning, så meningsfuld. Sæt hele din tro ind på samforståelse og empati. Undlad at gå på kompromis, din tro er dit varemærke, et ”brand” som skinner igennem, om du ønsker det eller ej.
Tryghed.
Min erfaring siger mig, at de grundlæggende elementer i tryghed er frihed og kontrol.
At kunne tåle andre blander sig.
Dan (0,7 år) ligger på ryggen, drejer hovedet, kigger efter os og griner. Benene står lige op i vejret og han griber efter tæerne med hænderne. Han får fat i buksebenet, så i sokken og inden længe er højre sok hevet af. Viggo (1,4 år) sætter sig og kigger ….. kigger på Dans bare højre fod, griber et kort øjeblik fat i tæerne, rejser sig og fortsætter en anden leg.
Dan har nu fået øje på venstre sok, der er trukket halvt af. Han hiver i den, den ryger af i ét ryk og et lille hvin udbrydes sammen med benene falder ned i madrassen. Snart kommer begge ben lodret op i luften igen og Dan holder med sine to hænder på sin storetå.
Friheden til at lege og være sig selv, skal vi hele tiden tage vare på. Derfor må det foregå på en kontrolleret måde, således at de legende er beskyttet mod unødig forstyrrelse af andre børn eller voksne. Den leg som hedder, ”jeg vil meje alle ned på min vej”, er ikke til gavn for hverken den der leger den, eller dem det går ud over. Den skal stoppes, drejes til en anden leg eller forsættes et sted hvor der plads til den, og hvor det ikke går ud over sagesløse.
Indgriben i den hensynsløses tilsyneladende frihed, er både opdragende, personlighedsdannende og absolut nødvendig for udvikling af et empatisk menneske. Og er der noget forældre gerne vil have, så er det at deres barn er sammen med andre, og det er underforstået på en god måde.
Hvis hævn og gengælds mentaliteten hersker, næres en konstant magtkamp mellem alle børn og voksne hele tiden, og en dag vil det blive så almindeligt, at stemplet er klart – ”sådan er de jo, på den stue”. Jeg har hørt at Gandhi skulle have sagt: et øje for et øje – gør hele verden blind – og ser jeg mig omkring, på de store legepladser på de forskellige kontinenter, er der måske noget om snakken.
Og hvad har det med vores små søde pus at gøre? Alt – vores børn er fremtiden. Det er dem, der bliver borgmestre, videnskabsmænd, håndboldtrænere og trendsættere ud fra deres personlige viden, erfaring og formidling. En formidling der i allerhøjeste grad er styret af deres emotionelle kompetencer og behov. Jeg håber at vi i dag gør vores til, at den emotionelle intelligens er højnet i de frø, som vi er i gang med at så til fremtiden; at verden vil kunne se sig selv i øjnene.
Den fine balance imellem kontrol og frihed er vigtig på alle planer. Børnene imellem, de voksne imellem, igennem ledelsen og dennes arbejdsgiver. Desværre er det så nemt at forskyde balancen. For megen frihed skaber kaos og for megen kontrol skaber oprør, især fordi vores individuelle behov er meget forskellige.
For lidt frihed vil for nogle betyde oplevelsen af at være fastspændte og ”kan ikke røre sig”.
Modsatrettede interesser.
Pige 1,10 år leger med dukken i dukkesengen. Jeg ligger på knæ ved siden af og jeg lugter en ble, der skal skiftes. Jeg fortæller pigen, at hun lige skal med mig på badeværelset, for at få en ren ble. Hun siger nej og leger videre. Jeg venter lidt og tænker på risikoen for hudirritation. Jeg beslutter mig for at nu, er det nu og siger at hun skal med mig på badeværelset, mens jeg tager hendes hånd og kigger på hende. Jeg trækker let i hånden og hun sætter sig, mens jeg bliver skældt ud. Jeg udtrykker min forståelse for hendes irritation, når hun nu var i gang med at putte dukken, men dukken kunne jo sidde på gulvet ude ved badeværelsesdøren og vendte på hende, til hun var blevet skiftet. Ummm, siger hun og går med på ideen.
Barnet der ofte opleves flyvsk og ukoncentreret kan have god gavn af en guide, der hjælper med at kontrollere alle de mange gode hensigter, således at det ikke ophobes til forvirring og frustration. Det slider voldsomt på selvværdet, at blive irettesat hele tiden. Nogle gange har vi desværre oplevet hvordan det er, at uddele formaninger hele tiden, og når vi ved hvor anstrengende dét er, hvordan må det så ikke være at modtage dem.
Hvis bare barnet kunne forstå, så …. Ja, så blev det som jeg vil have det, men …. Barnet har måske ikke udviklet evne til at forstå hvorfor dit og hvorfor dat, deres rationelle tænkning er først udviklet ved 8-årsalderen – de har ikke det mentale overskud til at se konsekvensen, og den bedste måde, at få nogle til at lukke ørene på - er forklaringer.
Vil du opnå noget, skal du tale til følelserne.
Følelser har en funktion og hjernen har en funktion.
Hvis følelserne ikke opleves klart, er det forsvarsværkerne der kommer til udtryk – og bag disse ligger svarene og løsningerne til det egentlige signal. Hjernen har den funktion at lege detektiv og undersøge alle facts, der kan føre tilbage til det oprindelige signal, som altid, i sidste ende, handler om en besked fra én af de 4 hovedemotioner (angst, vrede, sorg, glæde).
Grænserne må findes.
Jan hænger over vasken på legekøkkenbordet og holder krampagtigt fast i begge vandhaner. Ole lægger sin ene hånd på ”Jans” vandhaner. Jan skriger, er helt rød i hovedet og græder nej, nej, nej og forsøger at fjerne Oles hånd. Så snart Oles ene hånd er fjernet af Jan, lægger Ole den anden hånd på den anden vandhane. Jan river Oles hænder væk og klamre sig til vandhanerne. Ole slipper. Jan stopper med at græde. Nu sætter Ole i et hyl og skriger højlydt og længe.
Jeg kigger på dem og spørger om de skal lave noget sammen? ”Sammen” siger Jan. Slipper grebet i den ene vandhane, tager Oles hånd og fører den op på vandhanen. De ser på hinanden griner og siger ”sammen”.
Det er om at ”time”, hvornår jeg skal gribe ind i en konflikt. Hvis de selv kan ordne det, fratager jeg dem ”ka’ selv” succesoplevelsen.
Børn oplever, får erfaringer og udviklinger sig gennem leg. Derfor er den største pædagogiske opgave på stuen, at skabe et sundt miljø, børnene kan lege i. I legen lærer de noget om sig selv, om spontanitet og om selvforvaltning.
Når legetøjet bliver brugt får det liv og vitalitet. Derfor drages alle i gruppen mod det, der er mest spændende, altså det den anden har. Det kan opleves kaotisk og asocialt, når det ses udefra, men det er et nødvendigt udviklingstrin og til tider en kunst at forvalte til gavn uden at nogle oplever sig sårbare.
Derfor bør det prioriteres højt:
- at der er et lavt støjniveau
- at det er en glæde at give til andre, f. eks. legetøj eller knus
- at det er i orden at trække sig for sig selv, f. eks. med sit legetøj eller hvis man ikke vil berøres.
- en god leg er at inspirere til konstruktive handlinger, der skaber sjov, glæde og/eller erfaringer.
- det er en ret, at være i sin leg, uden at blive forstyrret af andet eller andre.
Hensyn.
Dreng på 1,8 år sidder på den lille bænk med en bil. En pige bruger den også til balancebom. Hun går hen ad den og da drengen ”sidder på vejen” stopper hun. Jeg sidder ved siden af og tænker – skal jeg sige, at den ene skal flytte sig – eller hvis jeg ingenting gør, begynder de måske at slås, har de brug for det? – jeg vælger at sige, ”kan du finde en vej udenom?” pigen træder ned fra bænken, og forsætter din balancegang, da hun er kommet forbi ham.
Småbørnsleg handler om, at gå rundt med ting, frem og tilbage, op og ned, øver overblik, relationer og venter på, at hjernens nerveender skaber forbindelse med hinanden.
Øvelse.
Pige 1,3 år samler en rød bøtte op, kigger i den og går målrettet mod den gule bøtte. Med en bøtte i hver hånd forsøger hun, at sætte dem ind i hinanden. Det lykkes efter et par forsøg, og et øjeblik efter smider hun dem igen. Klar til at finde noget nyt.
Giver vi også børnene mulighed for at øve sig i, at regulere sig ud af tilsyneladende negative erfaringer?
Lader vi dem have erobringstogter efter børnenes selv regulerende logik, eller fratager vi dem muligheden at lære noget?
Bliver samspilsstunder spillet til ende, når de tilsyneladende er uharmoniske?
Klarer de den?
En dreng på 1,4 år sætter sig på hug over for pigen på 1,1 år. Han tager hendes sut ud af munden på hende og griner, mens han ser hende dybt i øjnene. Hun kigger på ham med store øjne og underlæben begynder at vibrere. Han kigger op på mig, og jeg siger, at han skal give hende sutten tilbage. Han rammer ikke helt rigtigt og trykker den mod hendes kind. Hun skriger og rækker ud efter sutten. Han smider den og løber over til en anden leg. Pigen kravler hen og samler sin sut op.
Barnet griber med øjnene, dernæst med hænderne.
Nysgerrig.
På en madras ligger Tom (0,9 år) på maven, udenfor madrassen ligger en baby bog. Tom skubber med fødderne og møver sig hen til den. Han får fat i den og nogle minutter senere ligger den, på den anden side af ham. Han tager igen fat i den, ser på den, bider i den, flytter den med den ene hånd, og derefter med den anden. Han smider den fra sig, vender sig og begynder at undersøge legetøjet til den anden side. Et øjeblik efter holder han op igen, for at iagttage Ole og Jan, der løber rundt.
Efterligning.
Pige på 1,6 sidder i dukkesengen med en dukke. Hun hiver i dukkens tøj og snakker højlydt. I den anden ende af rummet bliver der sagt farvel til en forældre, og pigen kigger op, tager dukkens hånd og vinker – hej – hej.
Leg er en fornemmelse, der rummer flow, fordybelse og relationer.
Hensigten er god nok.
Sofaen er trukket ud og Ole (1,10 år) og Jan (2,0 år) løber rundt om den. Tom (0,9 år) ligger tæt på, på maven, og da Ole sætter sig på numsen er han lige ved at sætte sig ovenpå ham. Ole kigger på Tom og a’er ham forsigtigt over håret. Tom ser på Ole og Toms øjne følger Ole da han rejser sig.
Jan går med et stykke legetøj på armen, hen til Tom og a’er ham på håret, mens legetøjet rammer hans hoved. Tom laver en grimasse og ser over på mig.
